forår

forår

Jeg springer ud
i et virvar af sprængfarlige
farver
forvandler et fortvivlet øjeblik
til et himmelhav af håb
drømmer om anemonebund
og grønsprængte kroner
det tidlige år
for-år
Jorden sprækker under mig
spækket af sprøde
kruseduller
sammenkrøllede, aflagte
hengemte
og glemte minder,
blade
fra det sene år
efter-år

Uklart overblik

Vi kæmper ikke længere, for hvad har vi egentlig at kæmpe for?
Muren faldt, og vores verdener smeltede sammen
Vi nikker, når vores fjender taler
Vi gør overensstemmelse med noget vi egentlig ikke bryder os om.
Ingen gør oprør, ingen har baggrund for hvordan de opfører sig.
Intet under overfladen.
Vi spiller på instrumenter vi egentlig ikke kender noder for.
Vi danser en dans vi ikke kender trinene til.
Musikere, kunstnere, alle prøver at provokere.
Men intet kan provokere os.
Vi har set og følt alt.
Vores øjne vender sig hurtigt til nye frekvenser.
Vi indstiller ikke vores syn.
Vi tilfredsstilles med et uklart overblik over hele 
situationen.
Vi mærker ikke, vi accepterer.
Vi smiler, vi er overbærende.
Vi kradser ikke i overfladen, vi lader os flyde med.
Flyde med strømmen.
Vi lukker øjne for ujævnheder.
Vi regner med, at mor og far redder dagen, sagen… livet.
 Men bør vi?
Bør vi ikke kæmpe
Kæmpe imod denne tungnemme tilstand
Vi har for meget vat i ørene.
Vi har for meget dug på brillerne
Vi har for meget brun sovs i halsen til at sige stop.
Ingen tør sætte spørgsmålstegn ved forventningerne til os.
Eller..

Folk tør måske, men gør ikke.
Vi er for søvnige, for mætte, for lidt abstrakte til at tænke
Over tingene, som de nu ligger i dag.
Og som vi bør gøre noget ved.

Slidt

”Har jeg overhovedet gjort nogen nytte”
Spørger jeg mig selv
mens jeg glor uhæmmet 
på mit eget grimme ansigt
Munden, er rød og tvær
Øjnene flyder ud
Løber ned af kinderne,
Drypper
Jeg taber ansigt,
Jeg taber mig selv..
Ned i kummen.
og ned i et afløbsrør,
fuld af glimmer
og dårlige minder

Flotte farverige væsker
I krystalliserede høje glas
De skal lige i helvede
Dræbes
Dø
Kyles lige ned i halsen
Og gøre en ende på den pine
Jeg så længe har indetrængt.
I høj strut
Og med lilla boaboa
Svang vi os af sted
I aftenens guirlande-besatte
Lianer

En dyb blød latter boblede frem
Fra halsens (godt smurte) indre
Jeg væltede
Gjorde jeg ikke?
Lidt til højre
Og råbte ”hold da op..”

Fem små glas
blev vist nok til hundrede
Er klokken ved at være mange?
én øl, og så godnat.
Ubehag, kvalme, svimmelhed, had
Fanden tag’ dig hårdt i røven!
Hej opbrugte diskoteks-kumme
Og konfettipyntet bræk

Masken krakelerer 

Endnu engang
Salt og syre
Vælter ud, 

og frem
”hvad laver jeg?”
Spørger jeg
"Har jeg overhovedet gjort nogen nytte"
Et spørgsmål? Nææ
Blot en dyb erkendelse.
For hvor mange mørke nætter
Har jeg ikke ligget her
Med lunken øl i maven.
Og indser pludselig
Once again
at jeg er drunk as hell.

Blækstempler 

Du slipper dit es, sætter punktum efter min sætning.
Kaffegrums. Sorte trætte øjne.
Alting virker gråt, selv det grønne græs.
Hvor er vi i verden?

Dine øjne er blinde
Når jeg endelig fanger dit blik
Vores munde står stille
Dine læber
vil nok aldrig nærme sig mine igen


Du sætter dit blækstempel. Sætter en ende, en stopper for det hele

En bombe er sprunget
Vores eller min
Verden er slukket
Af os
eller af dem

Jeg vil væk.
Jeg vil hjem.
Jeg vil gemmes i velduftende ren dyne.
Men kender jeg hjemmet? For hvor er vi?
En halvt forbrændt, halvt fordrunknet verden
Druknet i affald og dødsens forurenet olie-saltvand.

Melankoli

De har så travlt med at huske og mindes

Tiderne fra dengang de var unge
Dengang alting jo var bedre
50’ernes kjoler
og 60’ernes barske oprør
70’ernes frie tøjler
og 80’ernes sjove hår

De har så travlt med at bande
Vores betongrå nutid væk
Drikker urtethe og læser avisernes artikler
omhandlende naturkriser
og alverdens terrorister
Bander over slankekure
Og lovpriser tiderne
Uden makeup
med løse bukser
Og plads til kaffe og kage og blomster i håret

Men hvad med os
der hverken kender til oprør
Eller frie bryster i bluserne
Hvad med os
der ingen erfaring har
med frihed og samvær
Der kun kender til rygeforbud
Og sammensnerpede munde
Skjulte blikke
Når vi løber gennem gaderne
Nøgne

Hvor bliver vores tid af?
Hvor er vores oprør
Mod kvinder i køkken
Hvor er vores oprør
Mod voksnes ubarmhjertighed
Og vold mod moderjord
Hvor er vores oprør
mod kommunefarvede bygningsblokke
og nedslagtning af alle farver i verden
Hvor er vores oprør
Mod sult og drab og AIDS
og halvintelligente skallede mænd
der føler de ejer det hele
Når de så fint formulerer
”Vi holder et klimatopmøde”